Retrogaragen - Et menneske på en strand

Ét menneske på en strand –
ét hjerte i brand

Fund af maleri fra 1878 giver stof til en personlig fortolkning af den utrolige historie om eneboeren, der boede 40 år på Juelsminde strand på grund af afvist kærlighed

Af Sune Riishede

Overskriftens omskrivning af John Mogensens verslinie kan virke malplaceret ved omtale af en mand, der er blevet såret så grundigt af et forsmået kærlighedshåb, at hans hjertedør må have lukket sig for evig og altid. Men hvordan bliver hjertet hos én, der som konsekvens af sin ulykke bestemmer sig til at leve et helt voksenliv i naturens katedral, alene ved et hav, med sin følsomme intelligens?

Jeg fandt billedet i Brædstrups humanitære genbrugsbutik, en gammel gylden ramme med et meget snavset glas. Inskriptionen på bagsiden sagde ”Eneboeren Jeans Hytte på Stranden ved Juelsminde – Palsgaard se's i Baggrunden”. Da jeg kom hjem og forsigtigt fik lempet billedet ud af rammen for at rense glasset åbenbarede der sig en smukt malet akvarel, signeret og dateret 1878. Jeg faldt i staver over det jeg så.

En opringning til min ældre bror, lokalhistoriker i Hornsyld, godtgjorde at jeg havde fundet et aktstykke i en allerede udforsket del af fortiden på Juelsminde-halvøen, for ikke at sige et Juelsminde-ikon, og at eneboerens navn retteligen stavedes Schantz. Min svigerinde tilføjede fra baggrunden af stuen, at hun som sekretær på Hornsyld Sygehus i 60'erne havde været ude for en historie-interesseret forespørgsel om Schantz' syge- og døds-journal fra 1902, havde fundet den frem og stadig huskede dens indhold.

Journalen er nu brændt som mange af det bortgangne sygehus' papirer, men der havde stået at Schantz var blevet indlagt fra en jordhule i elendig tilstand, og at han var død dagen efter, kort og godt. Altså intet der kunne be- eller afkræfte eftertidens myter om eneboerens endeligt, hverken at han skulle være død af koldbrand (faldet forfrossen om i en brandert en vinterdag), eller ædt op af lus fra halmlejet på gulvet i sin nedbankede strand-hytte, eller den sørgmuntre: at han døde af at blive sygehus-vasket for første gang i 40 år.

I den officielle ”historiske redegørelse” for Juelsminde, skrevet i 1951 af Frands Holm, lægger forfatteren vægt på at ingen skal fristes til at få et for eventyrligt eller poetisk billede af eneboerens liv. Nok var han kreativ og vittig, men vægten i beskrivelsen lægges på at fremstille en ”stakkel”, der får følgende officielle eftermæle: ”Snavs, Utøj og Snaps hærgede Eneboeren, der endte som alderdomsunderstøttet Vrag på Hornsyld Sygehus”.

I betragtning af at vi taler om en person, der havde fået medalje for sin deltagelsen i krigen 1848-50, som havde klaret sig selv og sine eventuelle psykiske problemer flere tidsregninger før der var noget der hed velfærdssamfund, samt havde været det opvoksende Juelsmindes så godt som eneste turist-attraktion (folk kom ikke til stranden for at bade dengang), så var det måske lidt fedtet at forarges over at en 75-årig mand fik en enkelt sygedag på hospitalet, beskidt eller ej.

Jo mere jeg så på akvarellen med hytten på stranden, og lod den tale sit eget sprog, jo mere blev jeg overbevist om, at der var en anden side af historien om den eneboer, som trængte til at blive fortalt.

De første år

I Juelsmindes lokalarkiv findes der en del beretninger fra ældre mennesker der husker Schantz fra de var børn, som en gammel hvidskægget original, der havde et syndigt rod i sit fattige skur, én man var lidt bange for. Sommergæsterne, der begyndte at komme til Juelsminde da jernbanen fra Horsens var åbnet i 1884, skulle som regel forbi hans hytte, der på det tidspunkt var flyttet lidt tilbage fra havet til skovkanten. Han havde en have med fremmedartede planter at vise frem, og folk købte souvenirs i form af udskårne træfigurer, som han solgte fra et lille vindue. Han var genstand for stor nysgerrighed og til dels popularitet, men damerne skulle vare deres ører fordi hans morsomheder kunne gå over stregen.

De fleste af disse oplysninger – også de fotos der blev taget af ham – stammer fra den sidste halvdel af hans 40-årige ørkenvandring, især 1890'erne, hvor han var en gammel mand, måske tiltagende ”sær” og brændevins-tørstig. Men forud for dette gik der en tid fra 1860 og 20-25 år frem, som der vides meget lidt om, hvor Schantz var en mand i sin bedste alder, ved sine relativt fulde fem, der valgte at leve sommer og vinter, år ud og år ind, i en tanghytte direkte på strandbredden.

Det fundne maleri giver et godt indtryk af hvordan sceneriet tog sig ud for en tilrejsende akvarel-maler på en solrig dag i 1878. Sommerhus i allerførste række, øko-byggeri hundrede år før tiden, småt men hyggeligt med de beskedne vinduesglugger, med skorstensrør så der kunne laves mad og varmes op, og med læhegn mod vestenvinden.

Den 51-årige beboer går med stav og bredskygget hat ned imod sine fiskegarn, eller er på vej ud til sin lille jolle, der ligger fortøjet. Han skuer ud over bugten imod Palsgaard, som maleren har trukket tættere på for at gøre perspektivet mere interessant.

Juelsminde-bugten var et meget øde sted i 1860'erne. Byen blev først født 20 år senere. Klakring Strand, som lokaliteten hed, var uden beboelse bortset fra en færgegård, der siden 1813 havde betjent rejsende, der skulle med den ugentlige skibsforbindelser fra den åbne strand til Bogense.

Denne trafik ophørte i disse år, fordi toget nu var begyndt at rulle op igennem Jylland og føre folk og fragt den vej. Samhandelen mellem Nordfyn og Bjerre Herred som færgefarten havde afstedkommet i et par århundreder (kulminerende i det årlige Sandbjerg Marked, hvor dusinvis af kræmmere slog deres boder op på en sandet slette ved Klakring Strand), den ebbede også ud.

Den rungende stilhed

Det var i det vacuum Schantz startede sin eneboer-tilværelse. Han havde i nogle år ført sig frem som sadelmager med høj hat på egnen mellem Horsens og Vejle fjorde, sikkert også som deltidsfisker (han opgiver ”fisker” som erhverv i sine soldaterpapirer), så han var formentlig begyndt at færdes på Klakring Strand.

Hvor meget han havde ventet sig af den pige fra Nebsager, og hvor dyb en krise han kom ud i da hun vendte ham ryggen....det kan enhver selv prøve at leve sig ind i. Manden var omkring 30 da det skete, for nogen en kritisk skiftealder.

Under alle omstændigheder er det nok for meget betydning at tillægge den store kærlighed, at den alene er forklaringen på 40 års eremit-tilværelse. Schantz har i forvejen været en enspænder-type, både for intelligent og sensitiv – og måske lidt egensindig? - til at falde på plads i tidens landsbysamfund. Men også udstyret med en særlig styrke og selvhjulpenhed (selvom han beskrives som ”klein”), der gjorde ham i stand til at overleve med en livsform, der både fysisk og psykisk overgår nutidens ekstrem-sportsgrene, multipliceret med faktor....hvor meget?

Strandene nord for Juelsminde og rundt om Palsgård-halvøen hører stadig til de mest øde og ensomme i kongeriget. En halv snes kilometer kyst uden biladgang, hvor især midterstykket med stenet strand og væltede bøgestammer er så sjældent besøgt, at man stadig kan opleve den rungende stilhed, som må have omgivet Schantz, da han byggede sin første hytte.

Jeg har et antal gange, når vejrmeldingen har lovet en tør sommernat, begivet mig afsted nordpå fra Juelsminde med mad, vand og sovepose på ryggen. Vandret et par timer og stoppet op på strækningens ensommeste strand-stykke, set solen gå ned bag bøgeskoven, tændt mig et bål i vandkanten, glemt at gå hjem som loven vist foreskriver, blevet alene tilbage med skarver, sæler, delfin-legende marsvin og fisk der plopper i bugtens tyste vand. Taget mig en skraber under åben himmel, vågnet op til en diset morgen med en orange ildkugle stigende op af et spejlblankt Kattegat, holdt bålet ved lige, blevet der en dag til hvis drikkevandet rakte. Den følelse af natur-intensistet som opleves efter blot et døgn, som får hjertet til at live op, kan jeg så gange med de uger, måneder, år som fulgte da eneboeren havde slået sig ned.

Selvfølgelig sad han ikke bare og rodede i et bål, han må have været temmelig hængt op med ren og skær overlevelse. Til havs for at fiske, i al slags vejr, til lands for at hjemsøge gårde (i regn, i sne), hvor lidt proviant kunne tiltuskes imod at han forærede små udskårne legesager til børnene, hans selvskabte ”valuta”. Han har haft travlt.

Hvordan han fandt brændevin i de år kan man gætte om...næppe nok til at leve op til det drikfældige ry han senere fik. Men måske tjente han en dram ved sit inspirerende selskab, sine visioner og vide horisont, og ikke mindst sin humor, som kunne give én og anden lyst til at drikke ham under bordet.

Når han var tilbage i sit strand-rige, fordybede han sig i naturelementerne. Han havde haft evnerne til at blive botaniker eller naturvidenskabsmand, så han gik ned i de mindste detaljer, med planter, dyr, fugle, mineraler. Måske lagde han i disse år spiren til sin senere ”klosterhave”, begyndte at opbevare frø og planteudtræk i krukker og glas.

Langs kysten studerede han sten og geologiske former, troede på et tidspunkt han havde fundet guld i noget sand der glimtede. Her fandt han også sit brændsel og byggematerialerne til sine skiftende bopladser, hvoraf nogle brændte og en enkelt forsvandt i havet ved stormfloden i 1872.

Men når mørket sænkede sig og blæsten susede over Klakrings strandørken, har han haft masser af tid til at være alene i universet, til både kontemplation og sjælelig uro og længsel. Han var en læsende mand, så han har givetvis lånt sig frem til læsestof. Selv ejede han en 15 cm tyk bibel, flere kilo tung, som blev flittigt gennembladet og slidt.

Når han har haft ro på sig – ikke været på jagt efter en dulmende dram - har han siddet med sin skarpe kniv og sine træstykker. Med enkelte velrettede snit frembragte han figurer, der selv i deres simpleste form (dem han gav til børnene) taler til os i dag fra museumshylden med deres formsikre udtryk.

”Prinsen og eneboeren”

Af den smule der konkret vides om eneboerens liv i disse år er der nogle antydninger af at han har haft en relation til de faktisk ejere af hans strand-rige, herremændene på Palsgaard. I 1877, året før akvarellen blev malet, blev godset erhvervet af en tysk prins, den kun 25-årige Emil Carolath, der åbenbart også havde en hang til afsondrethed. Han var en ”fin og stilfærdig natur”, der skrev romaner og digte, som han senere vandt anerkendelse for i sit hjemlands litterære kredse.

I Juelsminde-krøniken fra 1951 får prins Emil ligesom eneboeren et lille fur, fordi han nærmest var modpolen til de efterfølgende Palsgaard-ejeres imponerende driftighed, og med kronikørens ord ”var ganske uegnet til at drive det danske gods”. Hans uegnethed kom til udtryk ved at han var uambitiøs og særdeles godgørende, forærede f. eks. byggegrunde væk da Juelsminde skulle bebygges (bl. a. til Juelsminde Kysthospital, som han var medstifter af).

Men prinsen må også have begivet sig væk fra sit skrivebord og kørt på sommer- besøg på sine naturskønne besiddelser ved Klakring Strand, som han i det daglige kunne skue i horisonten fra sine sydvendte vinduer. Der er ingen konkrete beskrivelser af møder mellem egnens rigeste og fattigste person, men de har kendt til hinanden, og hvem ved om de ikke – på trods af aldersforskellen - har set hinanden i øjnene i deres fælles ”uegnethed”, den ene siddende på sin fjedervogn, den anden stående mørkbrændt af solen, og måske oplevet en form for åndsfællesskab.

I hvert fald er der en oplysning om at Prins Emil var sponsor for en lidt solidere hytte til eneboeren, trukket tilbage til skovkanten. Og en anden kilde taler om en lille ”pension”, der flød fra slottet til hytten. En tredie historie fortæller at eneboeren var inviteret til at være med til at pynte op til høstgilde på Palsgaard – en usædvanlig rolle for en ”fordrukken særling”, hvis ikke der havde været en personlig forbindelse, der fordomsfrit vovede at anerkende og gøre brug af Schantz' sans for skønhed.

At han så ved den anledning blev drukket bevidstløs og næste dag fundet sovende i en jolle på et oprørt Kattegat, og i sidste øjeblik reddet fra druknedøden af en forbipasserende båd, er en anden af de myter der er overleveret.

Nogle af prins Emils tekster (Bl. a. hans digt ”Pro Amitia” - ”Til Venskabet”) blev oversat af præsten i As, C. M. Kragballe, der var Schantz' kammerat fra latinskolen i Vejle. Måske ikke læst af mange, men givetvis ved det svindende lys i hytten på Klakring Strand.

Kendskabet – om ikke venskabet - mellem prinsen og eneboeren er en myte, som jeg gerne vil føje til i skuffen med dokumenter i Juelsminde lokalarkiv, selv om dokumentationen er mere litterær end faktuel. Hvis der kun findes denne ene maleriske gengivelse af strand-bopladsen med Palsgaard Slot i symbolsk nærhed, så kan det være et meningsfuldt sammentræf, en form for bevisførelse ved ”synkronisitet”, at billedet havner hos én, der som strand-camperende enegænger og skrivende sjæl er forudbestemt til at identificere sig med både den ene og den anden rollehaver. Eller i hvert fald deraf inspireres til at puste liv i gulnede arkivsider.

Biografier

Christian Schantz, født 1827 i Tirsbæk ved Vejle, blond med blå øjne, søn af daglejer, på grund af usædvanlig intelligens elev i Vejle Latinskole, senere udlært som sadelmager, deltog i krigen 1848-50 og fik medalje, levede i hytte ved Klakring Strand (senere Juelsminde) ca. 1860 – 1902, død på Hornsyld Sygehus, begravet (uden sten) på Klakring Kirkegård, hvorefter hytten blev brændt og haven sløjfet. Artikler, dokumenter, effekter og enkelte træudskæringer er tilgængelige i Juelsminde-Klakring lokalarkiv og på Glud Museum.

Prins Emil von Schoenaich-Carolath-Schilden, født 1852 i Breslau, anerkendt tysk digter, ejer af Palsgaard 1877-1898, gift med prinsesse Cathia, død i Holsten 1908.

Om arkivmaterialet: Oplysningerne i artiklen er udvalgt af det tilgængelige arkivmateriale, som på en del punkter er uklart og inkonsekvent. Fundet af akvarellen og den korrekte datering af Prins Emils overtagelse af Palsgaard hjælper til at korrigere den misopfattelse, at Schantz allerede efter stormfloden i 1872 flyttede væk fra strandbredden til en hytte i skovkanten nedenfor Færgegården. Hvis prinsen skulle have lidt tid til at lære eneboeren at kende før han bevilgede flytte-assistance, skete det formentlig først i begyndelsen af 1880'erne, måske i forbindelse med at der blev mere trafik på den øde strand?

Supplerende oplysninger om billedfundet: eftersom teksten på bagsiden bruger stednavnet Juelsminde, kan akvarellen ikke være indrammet efter malerens hjemkomst i 1878, men nogle år senere. Et stempel siger af en glarmester i Odense. Men hvem er kunstneren F.A.? Og hvem afleverede det i genbrugsbutikken i Brædstrup?
Efterfølgende solgte Retrogaragen akvarellen til Palsgaard Fonden, som donerede den til Glud Museum, hvor den nu kan beses.

(Oplysninger, kommentarer og tilføjelser modtages gerne til sunevinay@hotmail.com).

............

Artiklens forfatter: Sune Riishede, født 1942 i Rårup mellem Horsens og Juelsminde, udlært journalist, bor nu ved Brædstrup, hvor han er med i driften af meditationscenteret ”Osho Risk” og som hobby handler med retro-ting i sin ”Garage”, Søgade 22.