Dansen med Maria 

 

Del 1: Horsens Heste- og Kræmmermarked,  august 2005

 

   To år tidligere havde jeg opgivet at beherske min handels-trang og var begyndt at samle ”retro” ting i en garage i Brædstrup, så jeg fra at leve tingsmæssigt meget asketisk efterhånden omgav mig med så meget jordisk gods at det råbte på også at blive solgt. Jeg havde øvet mig som kræmmer ved nogle lokale markeder med få andre handlende og meget få publikummer (og penge), men var nu klar til større udfordringer. Jeg havde tilmeldt mig ”Horsens Heste og Kræmmer Marked” med 250 stande hvoraf en del var garvede antik-kræmmere, med et forventet besøgstal over week-enden på 30-40.000.

   I løbet af fredagen voksede en hel by frem på dyrskuepladsen. Jeg var lidt benovet over at se kaliberen af det materiel der rullede ind ad kræmmer-porten: Lastbiler og trailere fyldt til bristepunktet med varer og salgstelte, efterfulgt af store campingvogne til overnatning, beregnet på typisk 15-20 facademeter i en handelsgade, hvor jeg havde booket 5. 

   Min grund var lige nøjagtigt stor nok til at rumme det plastik-tag på fire ben jeg  havde købt i sidste øjeblik under indtryk af vejrudsigten, med den lille røde bil ved siden af. Min adresse var i gade nummer 9 mellem en smykkehandler fra Grindsted med elegant overdækket butik og luksus camping-hjem m/bad, og på den anden side en stor 20-kroners telt-discount på en hjørnegrund, hvis hovedartikel skulle vise sig at være en meget populær laser-gun.

   Derimellem indrettede jeg mig dekorativt med mine kønne ting som jeg havde brugt mange timer på at klargøre og pakke: porcelæn, keramik, træting, billeder, lamper og som hovedelement min postkortsamling, der var svulmet op  efter en vinters fiskeri på internettet. 

   Denne historie skal ikke handle om hvordan det gik handelsmæssigt, så i al korthed: Det gik godt! Det meste af lørdagen styrtede regnen ned og mit plastik-ly var et populært refugium for gennemblødte kunder, hvoraf nogle syntes om min ”atmosfære” og ville have dele af den med hjem. En enkelt samler brugte halvanden time på at gennemgå mine postkort og købte for et pænt beløb. Jeg havde kørt to læs varer ud og kunne vende hjem med et enkelt søndag aften, hvorved jeg opfyldte mit succes-kriterium. En lille rundspørge bekræftede at jeg havde solgt næsten lige så godt pr kvadratmeter som ”de garvede”. Veludført mission...

   Jeg havde på forhånd været så absorberet i min tings-verden at jeg ikke havde spildt mange bekymringer på hvordan det menneskelige møde med kræmmer-verdenen ville være. Eller rettere: jeg havde brugt travlheden til at neddæmpe min frygt for hvordan jeg ville klare at komme fra mit beskyttede meditationscenter-miljø (og med min egen ”forfinede” personlighed) ud på en grov og usensitiv markedsplads...

   I forhold til ”kunderne” var min frygt ubegrundet. Jeg nød at sidde blandt mine ting og betragte strømmen af mennesker og gætte på deres liv og forhold, uden for mange smagsdomme, og være velkommende for dem der trådte ind, prøve at møde deres øjne om ikke andet, og i nogle tilfælde opleve en udveksling, der sendte en lille usynlig varmestrøm i begge retninger. 

   En 47-årig fraskildt mand fra Horsens, som købte et messing-askebæger forestillende en manniken-pis der lettede sig i en strandskal, gik hele vejen til øl-teltet for at hente to fadøl og kom tilbage og sad og fortalte om hvor svært det var at finde en partner når man først havde vænnet sig til at være alene. Jo....

   Men forholdet til de andre kræmmere var en lidt anden historie. Jeg fik en forsmag lige efter jeg var ankommet, hvor en kvindelig porcelæns-handler, som jeg kendte fra de små markeder, kom forbi og  aflæssede en negativ remse om vejret og diverse andre forhold, herunder et tyveri af en halv snes chokoladekander uden skår fra hendes aflåste garage, for hvilket hun mistænkte – og ikke mine ord igen – sin nærmeste kræmmer-ven, en inkarneret UFO-troende, som hun vidste jeg havde besøgt, og som var den der havde inspireret mig til at vove mig ud i Horsens-eventyret. Han stod nu krumbøjet og stillede sine effekter op i en bod op skråt overfor, lidet anende....

    Mens jeg vimsede rundt og forskønnede min udstilling fik jeg fornemmelse af at den vestjyske smykkehandler på nabogrunden kiggede mig ud, som om han havde set en krikke af en ukendt race. Han var en korpulent mand med gråsprængt pandehår og med en dominerende udstråling, der samtidig havde noget velopdragent over sig, som om han kunne være sin kones søn.  Udkigningen gik begge veje. Under sine buskede øjenbryn sendte han sideblikke, som for at vurdere hvordan sagen skulle gribes an.  

   Efter et stykke tid kom han over og spurgte om jeg trængte til et stykke kringle. Han havde placeret mig i den søde afdeling. Jeg glemte alt om min stramme diæt og sagde ja. Det var ikke tid og sted til et nej. Da jeg derefter sagde at jeg havde tømt min vandflaske og godt kunne bruge et glas vand ændrede han kurs: -Så skal vi ha en øl! Hvilket jeg tog som en forfremmelse og et godt bytte for kringlen.

   Det føltes lidt kejtet at sidde i deres campingstole og ikke mindst at jeg måtte have hans hjælp til at åbne øldåsen. Min jomfruelighed og oplysningen om at markedet var min debut fik hans mande-ego til at svulme som Weichel-floden. De ”stillede op” hver eneste week-end i sommerhalvåret og havde gjort det i 20 år, for det gav jo mere mening end at sidde og glo på en campingplads. Ikke at de spandt guld, men det løb da rundt, og de havde med sikkerhed set mindst én kendt person i fjernsynet som havde båret et smykke med lædersnøre, som han egenhændigt havde bundet knuderne på, flere hundrede tusinde knuder var det vel efterhånden blevet til. 

   Jeg kunne ikke afgøre om han havde en form for tics eller om han blinkede forførende til mig fra sin plastik-trone. Konen, der virkede ældre end ham, sagde ikke meget og så på mig med mistro. Jeg forsøgte en åbning som  mislykkedes: Jeg spurgte interesseret til et vattæppe som lå over nogen kasser, og som havde et af de 70'er mønstre, som jeg er begyndt at indlemme i min samling, ganske vist med de orange, røde og brunlige farver i blegnet stand. -Det er bare et gammelt vattæppe, sagde hun tvært, som om jeg havde villet gøre nar af hende. 

   Det gik lidt nemmere med 20 kroners naboerne til den anden side. Det var to unge sjællandske  fyre, der ankom i sidste øjeblik fordi de havde almindeligt arbejde i ugens løb, den ene af dem oven i købet et ekstra week-end arbejde, så  kammeraten efter endt opstilling skulle være alene om at varetage hele discount-salget. Det var ikke søvn de fik mest af, men de havde overskud til at sende forbipasserende kvikke bemærkninger, og  kom ind og sagde godkendende ord om min bod.

   Da jeg var færdigindrettet  fredag aften overdækkede jeg mine effekter og gik en tur i mørkningen på markedspladsen. For enden af boderne var der opstillet et tivoli med et enormt pariserhjul som stod  stille med sine tomme gondoler i silhuet mod aftenhimlen. Ved foden af det var der en en stemning som en dinosaur-gravplads af olielugtende, ramponerede forlystelser, centrifugale chok-indretninger, raket-ramper og radiobiler, der uden deres formildende blinklys og kulørte lamper virkede uhyggelige.

   Det eneste tegn på liv var højtlydende musik fra det store øl-telt, der tårnede op i baggrunden med sine røde  tvillinge-toppe. Jeg nærmede mig teltåbningen og kunne gennem røgen se kræmmerne sidde ved plankebordene, nogle af dem i en slags aftendress bestående af læderveste og cowboyhatte med Davy Crocket-haler, som et  folkefærd beslægtet med zigeunere og farende svende, med hærgede ansigter og rustne stemmer efter mange år på farten.  

   På scenen havde et tomandsorkester og en rytmeboks held med at anslå forskelligartede toner, der syntes at ramme plet rundt omkring ved bordene og fik folk til at synge med og skåle med deres plastik-krus, som om at de populære melodier havde rødder direkte ned i et kollektivt minde om en livskilde, der engang havde sprudlet. 

   På græsset foran scenen dansede nogle par, bl. a. en mandlig og kvindelig landevejsridder klædt i sorte jakker med svalehaler over de smudsige cowboybukser, tæt behængt med ordener fra skuldrene og nedefter.  De stødte klirrende sammen og vaklede væk fra hinanden i et mønster, der havde mistet forbindelse med rytmeboksens metronom-slag.

    Jeg trak mig tilbage i mørket med et gysende ubehag i kroppen. Selv om jeg ikke længere var det barn, der i sit indremissionske hjem havde fået indgydt en skræk for fulde folk, omstrejfere og mørkemænd, så fungerede der stadig nogle indre stopklodser. Menneskekroppe der søger imod hinanden til musikledsagelse  havde været et af hjemmets store tabuer, så elektrificeret et fænomen at mine forældre ikke tog ordet ”bal” i deres mund. Det var noget vi som familie forholdt os til ved at hæve os moralsk over det. 

   Efter et langt liv var jeg selvfølgelig nu blevet klogere og havde valgt en livsform der rummede det modsatte, masser af muligheder for musik og dans og kropsnærhed. Som om at jeg havde villet tegne en forsikring imod et depressivt gen, der stak snuden frem ved enhver festlig lejlighed og efterlod mig i en stemning - som nu - af separation.

 

    Om lørdagen stilnede regnen af henimod aftenen. Menneskestrømmen i handelsgaderne tyndede pludselig ud ved 8-tiden, som om at alle havde en hemmelig aftale, i stil med Indiens hellige køer, der forlader bybilledet fem minutter i solnedgang og uden tøven begiver sig imod deres respektive stalde. 

   Efter at have spist lidt mad sad jeg i min tomme bod og mærkede en stigende rastløshed. Der var flere timer til at jeg kunne forvente at falde i søvn, et interval som jeg til daglig oftest ville udfylde i mit eget selskab med internet, chat, te-brygning, snacks,  tv, dagdrømmeri etc. 

   Overfor dyrskuepladsen lå godset Bygholm, for længst omdannet til konferencehotel, omgivet af en park som jeg havde passeret hundredvis af gange men aldrig besøgt. Den var nu pludselig en kærkommen mulighed for at slå en tom aftentime ihjel.   

   Det var halvmørkt da jeg passerede bagom hotellet og satte mig på en bænk ved en sø med et fossende springvand og forsøgte at ”meditere” til den plaskende lyd. Men mit viljesprojekt var omsonst. Jeg rejste mig med voksende indre uro og begav mig  dybere ind i parken, med hurtige skridt ad dens lange lige grusgange. 

   Det hjalp ikke på min sjælefred, at parken viste sig at være meget større end jeg havde ventet. Jeg havde totalt fejlbedømt dens udstrækning skønt jeg havde kendt byen siden min barndom. Når jeg drejede om et hjørne åbnede der sig større plæner, flere søer, broer, lange mørke alléer, skovagtige partier, som om den bredte sig ubegrænset, ud over al logik,  trods dens nærhed til byens centrum. Jeg fik en stadig mere utryg følelse af at bevæge mig omkring i en virkelighed, der det næste øjeblik kunne disintegrere som en drøm. 

   Jeg mødte ingen mennesker og blev pludselig nervøs for at jeg ikke kunne nå tilbage, hvis hovedporten til markedet skulle blive lukket. På tilbagevejen skruede jeg farten op, tog den forkerte grusgang og mistede orienteringen indtil jeg mødte et skilt der sagde ”hotel”, oplevede de mørke trækroner som sære figurative silhuetter, hørte fjerne trin over en træbro og løb forskrækket et lille stykke.

    Tilbage i boden sad jeg og sundede mig i det svindende lys og varmede vand til en kop urtete. Jeg så min smykke-nabo gå om bag sin campingvogn for at lade sit vand som han havde gjort ugenert flere gange i løbet af dagen, hver gang med ryggen til min side fordi der var frit udsyn. 

   Jeg bildte mig ind at jeg kiggede væk, men må have haft øjne i nakken fordi jeg nu registrerede den mørke skikkelse som halvvejs vendt imod mig, hørte lyden af strålen imod græsset, syntes at jeg blev ramt af hans blik mens han rystede dråberne af. Det alarmerede mig at han derefter stillede sig foran min bod og kiggede i retning af min tændte lampe, som om han ventede på noget. Men så kom hans kone ud, klædt til at gå aftentur med en lille taske over armen...... de var på vej til en øl i teltet.

   Lidt efter stod min anden nabo, den unge lasergun-handler, foran sin butik og kiggede imod nattehimlen. Jeg gik ud og forsøgte mig med den nutidige kontakt-kode ”hva så?”. Han svarede imødekommende at han var godt træt og at han havde tænkt sig at stille en drømmeseng op inde imellem effekterne for at tage modet fra eventuelle tyveknægte. Midt i vores udveksling skete følgende:

   Som en trold af en æske stod der pludselig en ung pige foran mig, nærmest hoppet op på mine sko. Hun kastede armene omkring mig og pressede kroppen imod min front med ansigtet vendt op imod mit måbende udtryk. -En rigtig krammer ska du ha, nærmest råbte hun og klemte endnu hårdere imod mine arme, der var presset ned langs siden. -Vi ska jo huske at det er et rigtig krammemarked, og vi er de rigtige krammere, ik?..... og ham dér (hun pegede på min samtalepartner, der ikke viste tegn på overraskelse)...han ska  rigtig ha gang i den (hun strakte sig på sine tæer op imod mit øre og sænkede stemmen) ham ska vi finde en kra... til (kran/krave/krage, et ukendt ord, som jeg gættede betydningen af)......og du ska osse med...og dig ska vi osse finde en kra... til...

   I mit chok forsøgte jeg mig med stammende brudstykker af undskyldninger, og  fandt kraft til at fastslå at det der med en kra... var uden min deltagelse. Det godtog hun som et rimeligt forhandlings-input og blev enig med Mr. Gun om, at jeg dermed i store træk havde sagt ja til en fællestur til ølteltet. De så begge på mig med indeforståede smil, som om at aftenen pludselig var blevet sat på skinner. Mit nej havde ikke matchet deres tempo.

   Jeg genkendte hende nu fra en bod skråt overfor, hvor hun sammen med en veninde gav en hjælpende hånd til sin mor, og hvorfra hun åbenbart havde spottet både den unge og den ældre genbo. 

   Hun var en pågående repræsentant for en ny pige-generation, som jeg har mange forbehold overfor, både angående væremåde og klædedragt. Under den åbentstående cowboyjakke bar hun et minimalt udsnit af hvad man før i tiden ville have betegnet som en sort nylon-underkjole med en blonde-nedringning der næsten samtidig udgjorde dens nedre afslutning, efterladende et 20 cm stykke med bart over de  lavtaljede jeans. Det var ikke fordi hun var stadset op eller  havde lagt fest-make-up.  Hun bar sit boudoir-livstykke som om det var arbejdstøj.

   Jeg var lettere foruroliget da selskabet satte sig i bevægelse, nu med tilslutning af veninden, der konstant brød ud i kluk-latter, som om hun blev kildet af en usynlig hånd. I nærheden af tivoliet, hvor pariserhjulet drejede med næsten tomme gondoler, lå der en handelsbod som hidkaldte opmærksomhed med sine blinkende lyskæder. Pigerne trak den unge kræmmer med ind i den og lod mig i fred udenfor. 

   Boden specialiserede i sex-hjælpemidler, en lille mandeverden, som nu blev forstyrret af min kramme-veninde, der bevægede sig hjemmevant fra genstand til genstand, og højrøstet vurderede dildo'er og håndjern (som hun kaldte ”cuffs”), og indledte en kritisk debat med indehaveren om det pauvre udvalg af vinyl-lagner, som hun bestemt håbede ville være forbedret til næste år.

   Specielt lagnerne fik mig til at fryse til en tap og genfinde stumperne af mit ”nej”, med henblik på at få løsrevet mig og forsvinde ubemærket i mørket. Hendes demonstration i skamløshed  vækkede ikke  min medfølelse, skønt den kunne være klippet ud af min egen ungdom i 60'ernes københavnske bøssemiljø, hvor det at være trådt ud af skabet var ensbetydende med at bevæge sig til skammens modpol og være  højrøstet, sexualiseret i sprog og fremtoning, chokerende. 

   Nu mærkede jeg kun mit ubehag. Tingene skete for hurtigt til at jeg kunne nå at opfatte dem i perspektiv, skønt jeg teoretisk vidste alt om, at det var min egen aktiverede underbevidsthed, der fik en lille serie af sex-relaterede optrin til at udspille sig for mine øjne.

   På listesko trak jeg mig  væk fra det blinkende lysthus. Men mine ben ville ikke gå hjem og i seng. Jeg gik lidt rundt i mørket og blev trukket imod ølteltet, der nu rungede af høj sang og musik. Da jeg stod foran det kunne jeg mærke, at min dom over det, som havde fungeret aftenen før, nu slog tilbage mod mig selv. Der var ikke var nogen vej udenom. 

   Jeg trådte igennem åbningen og var overrasket over at røgtæppet ikke var så tykt indenfor som det havde virket udefra. Jeg hentede mit ølkrus ved baren og fandt en plads alene ved et langbord, hvor jeg efter en stund følte en vis afslapning brede sig. Jeg lod kroppen svinge lidt med i teltets rytme for ikke at virke  utilnærmelig og løftede mit plastik-krus nu og da som for at hilse på fjerntsiddende imaginære bekendte.

   De var der alle sammen: danseparrene, hvoraf nogle længselsfuldt trykkede sig mod hinanden, smykke-naboerne, Davy Crocket-halerne,  landevejsridderne og yderligere en ung mand som jeg genkendte fra tidligere på dagen, nu med et par berusede kammerater i konstant rutefart mellem bordene efter ukendte mål. 

   Han havde stået foran min bod og lignet det man før i tiden kaldte en ”rod”, en lidt gammeldags type, der i modsætning til mange fyre af den nye generation (som jeg også har forbehold overfor) ikke virkede som om han konstant spejlede sig i butiksruder eller lige havde fået lysnet sine hårspidser.  

   Han var kommet ind og havde spurgt om jeg solgte metalstifter til gamle rejsegrammofoner, hans samlerobjekt, gerne i de originale små æsker. Det gjorde jeg ikke, men jeg havde spurgt tilbage om noget andet, så han var blevet stående og vi havde udvekslet lidt. Han var en af dem jeg havde følt en usynlig varmestrøm med. Nu prøvede jeg at fange hans øjne når han hastede forbi, men han så mig ikke.

   De tre som jeg var lusket væk fra var ankommet i den anden side af teltet og stod ved en bar så langt væk at jeg gik ud fra at de ikke kunne se mig, og formodentlig havde glemt vores fælles forehavende. Mit ølglas var næsten tomt da jeg så dem bevæge sig hen til et bord midt foran scenen, i nærheden af smykkehandler-parret. 

   Jeg rejste mig for at gå, men da jeg stod op med det tomme glas i hånden blev jeg stoppet af en  indre stemme, en inerti, der bremsede min retning mod udgangen. Ordene jeg hørte var, at jeg havde et valg. Jeg så over imod trekløveret, hørte kramme-pigens ord og venindens latter hen over havet af menneskestemmer. Jeg satte en bevægelse i gang,  hvoraf de første skridt reelt gjorde ondt, over imod deres bord.

   De havde ikke glemt mig. Jeg blev modtaget som den fortabte søn, som om at vi kunne starte helt på en frisk. -Maria, sagde den blondeklædte og rakte smilende hånden frem. -Sune, sagde jeg. -Henriette, sagde veninden og kluklo. -Peter, sagde min unge nabo, lidt undskyldende, som om han ville signalere at han forstod at jeg var deserteret. 

   Da jeg var bænket så jeg at der stod et urørt fjerde ølglas på bordet.  De havde inkluderet mig hele vejen trods min flugt. Peter skubbede det hen foran mig. Jeg fik en klump i halsen samtidig med at min tankestrøm nærmest kortsluttede, fordi der nu skete ting udenfor min kontrol.

   Maria bød mig en cigaret. Da jeg undveg tilbuddet begyndte Peter at argumentere for at man aldrig skulle friste folk der var holdt op med at ryge, at det var en dødssynd, som om han var blevet min beskytter, og kom næsten i klammeri med Maria, der fastholdt at hun gjorde hvad hun havde lyst til og folk jo bare kunne sige nej. Jeg sagde at det var sødt af hende at byde mig. 

   Jeg opfattede en lille anspændthed mellem de tre. Maria og Henriette skiftevis scannede landskabet efter en kra... til Peter og bombarderede ham med ord, der gjorde ham til mere hovedperson end han tilsyneladende brød sig om, for det næste øjeblik at ignorere ham og spille halv-lesbiske turtelduer med hinanden. 

   I en opmærksomhedspause vendte Peter sig imod mig og spurgte om det der ”retro”, hvorefter han fik en kort oversigt over design-nybruddet i 50'erne og 60'erne igennem støjen fra musik-duoen, der på dette tidspunkt var kommet til lavpunktet i deres omsiggribende  repertoire, ”Ølhunden glammer”, hvorunder lydniveauet i teltet nåede sit hidtidige klimaks. Han drejede øret imod mig for opfatte detaljerne i, at jeg havde brugt mine sparepenge til at investere i ting, der endnu var så lidt anerkendte i antik-kredse, at de knap nok  var repræsenteret på kræmmermarkedet, men at jeg havde tålmodighed til at vente på en senere gevinst. 

   Han sammenlignede med sin egen døgnflue, laser-gun'en, som nogle børn løb rundt med mellem bordene, så de røde laser-stråler skar op igennem røgen og ramte telttaget. Han så intenst i mine øjne, som om han én gang for alle ville have opklaret  hvilken planet jeg var ankommet fra. -Er du en slags kunstner? spurgte han.

    -Skåååål! Lød det fra turtelduerne, så højt at det hørtes til næste bord, hvor smykkehandleren havde anskaffet sig øl nummer to mens konen havde takket nej, men accepteret at hans arm nu lå fast om hendes midje med hans store hånd spredt vifteformet ud over hendes hofte. Han så uforstående over imod den konstellation jeg befandt mig i, men løftede kruset til en hilsen i min retning. -Skål!

   Da Peter blev ved at se på mig som for at afkode et mysterium, kom jeg i forlegenhed for noget at sige og forfaldt til at fortælle almindeligheder om de mærkelige ting som folk samler på. F. eks. var der én der havde spurgt om poletter til indkøbsvogne, hvilket jeg havde misforstået og troet han havde brug for en indkøbsvogn og havde givet ham en papkasse. Og om den unge mand der samlede på grammofonstifter, hvilket Peter skulle havde gentaget fordi han ikke vidste hvad det var, hvorefter han viderefortalte det til Maria for at eksemplificere hvor skøre folk er. 

   Oplysningen prellede af på hende, hun slap veninden og blev helt sober. Der var intet underligt ved at samle på grammofonstifter, sagde hun, som for at understrege en filosofi om at alle menneskers særheder havde deres plads i et rummeligt univers. Den samme fyr havde været og spurgt i deres bod, og hendes mor havde solgt ham to sæt stifter, hvoraf det ene var i sin originale æske.

   Musikduoen havde ændret rytmeboksens synkopering til en sekvens med 60'er rockmusik, hvilket fyldte dansegulvet op. Maria måtte nu se sit kærlighedsbudskab udfordret ved at grammofonstift-manden i sit fuldemandsmod havde bevæget sig op på scenen, hvor han havde placeret sig midt imellem musikerne og begyndt sin egen karaoke inspireret af de kendte toner. 

   Han lænede sig ind over den ene sanger for at få sin stemme med ud i mikrofonen, til tydelig gene for duoens koncentration, ikke mindst fordi han spillede luftguitar så energisk og med så store armsving, at han et par gange stødte til deres instrumenter. De lod ham forblive i hans rock-trance gennem flere numre i håb om at han ville køre træt, men tvært imod forstærkedes hans medvirken, så han også tog applaus og  forsøgte at overdøve dem.

   Ved plankebordet kom samtalen nu til at dreje sig om hvor kikset man kunne være, især Maria var provokeret af sceneriet og fik alle til at grine ved at karikere stiftmandens fjerne blik og henførte udtryk. På et tidspunkt standsede musikken midt i et nummer, og musikerne beordrede over mikrofonen rock-hooligan'en til at forlade scenen, hvilket han gjorde efter at have modtaget publikums hånende applaus, vaklende ned ad trappen i stadig beskæftigelse med sin luftguitar. 

   Vennerne var enige om at vi havde overværet det ultimative i menneskelig klamhed, men skadefryden ved den offentlige ydmygelse varmede kun kort.  Der opstod en ubekvem tavshed ved bordet, som om at vores optagethed af det ydre irritationsmoment havde dækket over noget andet.

   Stiftmanden havde nu taget opstilling nedenfor scenen og fortsatte ufortrødent sin deltagelse i rock-messen. Maria kiggede efter ham med et opgivende udtryk, mens Henriette havde glemt ham og støttede sin hånd op ad Peters underarm. 

   Jeg lagde min hånd ovenpå Marias og sagde; - Prøv og se....kan du ikke se at han er besat?  Hun kiggede igen og sagde lavmælt: -Tror du?  Jeg slap hende og sagde: -Det kunne være én af os. Hun sad et stykke tid og grundede over det  foreslåede. Hendes ansigt og hånd slappede af mens hun så ned i bordpladen.

    I baggrunden så jeg smykkehandleren tage sin kone ved hånden og føre hende op på dansegulvet. Nu spillede rock'erne et æggende nummer. Mit glas var tomt og jeg overvejede hvordan jeg skulle få sagt godnat. Men da jeg rettede mig i sædet mærkede jeg en vibration i  lårene og en duven der bevægede bækkenet, som om en rytme havde fået tag i mig indefra.

   Pulseringen forstærkedes da jeg rejste mig halvt og omfattede nu også mine hænder som begyndte at løfte sig. Da jeg var kommet helt op ville jeg stadig række hånden frem til afsked og jeg så at Maria  havde opfattet det og gjorde sig klar til at tage imod den idet hun så spørgende op på mig. 

   Et øjeblik vaklede jeg mellem de to retninger, men mærkede så en boblende fornemmelse, som udsprang af rytmen, som en kådhed der ville tage over, og nåede at tænke: -Hva Fanden, hvor galt kan det gå....før Maria greb fat i Peter og Henriette, som sad og holdt om hinandens hænder, og sagde: - Se!

   Jeg lod nu underkroppen dreje som den ville og mine hænder og arme var på vej i vejret som en fugleunge der prøver at baske med vingerne for første gang. Hele kroppen vibrerede og mærkede fryd.

    -Prøv og se, du er i gang Sune, du siger ikke farvel....du danser! sagde Maria og løftede sig halvt op i sædet.  -SE, HAN DANSER! Hvilket åbenbart var det jeg gjorde, direkte ud på dansegulvet, med Maria i hælene og de to nyfundne legekammerater lige efter. 

   Dansen vældede op fra en kilde langt inde, og det var derinde fra jeg nu oplevede alt omkring mig, som om jeg sejlede i en båd der var solidt forankret på en havbund samtidig med at den hoppede på bølgerne, og musikken var en vind der greb fat i sejlene og rykkede i min krop, så det smidiggjorde det knagende skrog. 

   Alt hvad jeg så omkring mig fra mit gyngende ståsted virkede som om det var blevet frigjort fra sin forvrængning og havde fået tilladelse til at præsentere sig i et venligere lys. Jeg så glimtvis at de dansende kroppe, som jeg før havde opfattet som uformelige og uskønne, nu bevægede sig magnetiseret imod hinanden i en menneskelig dragning, vibrerende og sensuelle. Smykkemanden holdt om sin kone i dansen som om at han havde besluttet sig til aldrig at give slip. Peter og Henriette var smeltet sammen til ét og  var standset op på et sted, hvor deres dans lignede sammenfiltrede vandplanter på bunden af en å.

   Musikerne spillede energisk og fingerfærdigt deres yndlings-rock.  Stiftmanden var sunket ned og sad  med ryggen til sceneforkanten og klimtede  fredeligt på sit imaginære instrument. Landevejs-adelen stod lidt derfra med betuttede og filosofiske ansigtsudtryk, som om de reinkarnerede Storm P-figurer.    

    Jeg var opslugt af synet af den der dansede foran mig. Maria var forsvundet ind i sin egen dans. Hun havde efterladt sin jakke på bænken, så hun nu bevægede sig som en mavedanserinde med rullende skuldre og hofter, men én som har givet endeligt afkald på sit publikum, som ingen blikke har at kaste, ingen at forføre, alene. Hun var absorberet af sit mellemværende med rytmen der rullede igennem kroppen, og lyste imod mig med et henført udtryk, som én der føler sig  usynligt båret. 

   Hendes ansigt var afslappet, blikket var sunket tilbage, munden formet til et ordløst lille smil. De sorte blonder på hendes barm dannede dekorative mønstre mod huden. Hun vinkede over til mig i min  hoppende båd uden at ville forstyrre min kurs. Hendes optagethed af hendes egen kurs forstærkede min tryghed, så at jeg kunne se hende endnu klarere. Hun fik lov at udfolde sig for mine øjne som et mysterium, der endelig bliver opdaget, med nuancer jeg ikke før havde kunnet se, hemmelighedsfuldt som en  natlig blomst.

 

   Efter dansen blev min afsked godtaget uden protester. Jeg gik hjem imellem de mørke boder, under auguststjerner der  havde fundet hul mellem skyerne. Jeg kravlede ned i soveposen bag i den røde Citroën til en lang og ubrudt søvn.

 

   Næste eftermiddag begyndte regnen igen da vi skulle pakke standene sammen. Jeg var våd i håret da jeg gik over til Marias bod for at få opklaret en lille gåde. De sad der alle tre og var i højt humør. Jeg sagde at jeg havde bestemt mig til at skrive en historie om det jeg havde oplevet på markedet, bl. a. sammen med dem, og havde  brug for at vide hvad det der kra... var for et ord.

    -Nøj, så blir vi foreviget, sagde Maria. Ordet var ”krage”, altså fuglen der ifølge ordsproget søger mage, selvom det i sig selv ikke kan være forklaringen på et slangord hos den nye generation. Jeg gav dem hånden til afsked.

   Maria, der havde glemt at vi engang havde været rigtige krammere, gav mig et fast håndtryk. Hun mødte mine øjne og sagde: 

   -Tak for dansen...

 

 

 

 

Del 2: Efterskrift, august 2006

 

   Der skulle ikke have været en efterskrift til ”Dansen med Maria”. Historien var afsluttet i sig selv, og  min genopstilling på markedet året efter var beregnet til at være klinisk ulitterær, fokuseret på at lave en god handel, skabe kontakter, men ikke med det der ”ja” til hvad som helst, som havde ført mig hid og did året før, den særlige form for åbenhed som man kan  ramle ind i på overgangs-tidspunkter i livet, men som aldrig sker på kommando, og altså ikke var på menuen denne gang...

   Jeg var kommet til at se Maria-historien som et lykketræf. Den havde tilfredsstillet min skrivetrang og det tilhørende behov for at blive ”læst” så tilbundsgående, at lejligheds-skribenten var blevet lagt på hylden. Det havde været et år uden rejsefeber, uden søgen efter noget at ”skrive hjem om”. Faktisk havde jeg bevæget mig i et usynligt tøjr inden for en snæver geografisk  radius, med næsen i sporet, trofast i min arbejdsindsats i meditationscenteret, og nærmest indædt i min hundesnusen efter fund til mit retro-lager. 

   Det  havde båret frugt, så jeg nu kunne træde frem på den store kræmmer-scene med varer af en kvalitet, der sagde sparto og lidt til, hvis nogen da ellers kunne tænke sig at åbne deres glugger og se det samme som jeg ser.  Min sult efter at blive ”læst” og anerkendt som retro-kræmmer var vokset i takt med at de litterære ambitioner var skrumpet ind.

    Men nu sidder jeg dagen efter markedet med den der ”lus”, der tvinger mig til at endevende noget der skete, næsten irriteret over at jeg ikke bare kan komme videre med at passe min daglige dont.

   Uroen gælder både at jeg skal finde skriveværktøjet frem af dets gemmer og modvilligt støve det af, og især følelsen af at skrivekløen er aktiveret  på grund af en enkeltstående hændelse, der ikke ser ud til at rumme det jeg forstår ved en historie. Der er ikke en sekvens med en udvikling, ikke en stribe af filmiske situationer som jeg kan give mine rammende beskrivelser af når jeg kommer op i fart, og slet ikke en afslutning der kan bringe flyet til en sikker landing. Jeg ved at jeg kommer til at ende med et bump på Herrens Mark.

    For overhovedet at komme i gang må jeg have tillid til at referatet af selve den nøgne begivenhed - i sin korthed - rummer det der skal meddeles, og at jeg derefter må holde en nøje økonomi med de øvrige detaljer, for at give et ikke for diffust  billede af den proces der mod min vilje er blevet sat i gang i mig selv.

   Men hensyn til ”Dansen med Maria”, så havde jeg medbragt nogle eksemplarer af historien fordi jeg gerne ville have givet den til hovedpersonen og et par af bipersonerne. Maria dukkede ikke op. Luftguitaristen heller ikke. Men den unge nabo Peter, der spurgte mig i ølteltet om jeg var en slags kunstner, får nu mulighed for selv at vurdere sagen, idet hans kræmmer-kammerat var ankommet og genkendte mig på afstand,  og gerne ville tage historien med hjem til ham.

   Under opstillingen af min bod om fredagen følte jeg mig distraheret af det faktum, at ikke alle stande i nabolaget var optaget. På min venstre side var der som året før et smykkehandlerpar i en campingvogn med fortelt, osse fra vestjylland, men ældre end forgængerne, og umiddelbart med en venligere udstråling, selvom de i første omgang ikke viste nogen interesse til min side. 

   Men på den højre side var der en stor tom grund, der fik mig til at gå  hele vejen til markedskontoret for at opnå en forsikring om, at den ville blive vakt til live inden markedets åbning. Jeg følte det forringede min placering, hvis der var huller i rækken.

   Mens jeg gik og stillede de sidste ting på plads om aftenen undrede jeg mig over at naboerne ikke havde hængt et eneste smykke op, mens alle andre boder var i travl beskæftigelse. Konen må have læst mine tanker (eller måske  opfattet et kritisk blik?)... for på et tidspunkt stod hun foran min bod og forklarede at hun stik imod sin sædvane havde besluttet ikke at gøre boden klar før næste morgen.

    De havde haft så meget at se til i den forløbne uge, at hun bare ikke gad, hvilket hun sagde med eftertryk. Det var som om hun diskuterede sagen indvendig med sig selv. ”Jeg gør det altså ikke”, gentog hun trodsigt. Jeg tænkte at min egen vimsende flid havde været så iøjnefaldende, at der lå en slet skjult besked til mig i hendes oprør.

   Min ambitiøse opstilling fyldte så meget at der dårligt var plads til det lille telt jeg skulle overnatte i, så jeg  var nødt til at spørge smykkehandler-parret om  jeg måtte brede mig lidt ind over et tomt hjørne af deres grund. Det sagde de gæstfrit ja til, og manden bekymrede sig endda for om jeg nu fik det blødt nok i  teltet. Han ville have udspecificeret hvad jeg skulle ligge på som underlag.

    Konen sagde: ”Jamen kan du ikke se at han er vant til friluftsliv, jeg tror da han har været oppe i fjeldene med det der telt”. Da jeg bekræftede hendes intuition sagde hun: ”Der kan du se, jeg har allerede analyseret dig”.

   I mørkningen, mens jeg stadig gik og rettede lidt på tingene, kom parret forbi på deres aften-spadseretur. Hun standsede op igen og kommenterede min aktivitet: ”Nu kan du godt lukke og holde fyraften...” På vejen videre tilføjede hun noget med en lille latter, som et fyndord jeg ikke umiddelbart kendte. 

   Dagen efter vendte situationen tilbage til mig gang på gang, mens jeg prøvede at huske de eksakte ord. Var det: ”Når man har tjent nok, kan man jo bare dreje nøglen om”, eller: ”Når vi er rige nok, kan vi jo bare lukke butikken”....? Eller...? 

   I historien om Maria var der også et halvt hørt ord som jeg måtte have opklaret til sidst, men den chance får man åbenbart ikke to gange. I stedet hører jeg nu alle de spørgsmål jeg stiller til mig selv om min egen faren rundt, i hvad for et tempo, med hvilket motiv, hvor tit med penge i tankerne (og om dét i sig selv er så ringe)?... af glæde eller af pligt? Og hvis det hun sagde var hendes ubevidste længsel efter at lukke en butik, så føler jeg mig  nu presset til at checke - fra handling til handling - hvordan det forholder sig med min egen livslyst.

 

    Jeg sov temmelig uroligt i fjeldteltet og vågnede ved godt seks-tiden lørdag morgen. Der var stille på dyrskuepladsen, kun baggrunds-lydene af byens vågnende trafik. Da jeg lynede op og søvndrukkent stak hovedet ud af åbningen, blev jeg mødt af nabomandens ansigt, nærmest direkte foran min næsetip. Han må have hørt mig pusle og var ilet hen til teltet og bøjet sig utålmodigt ned imod mig. 

   ”Nu er jeg alene”, sagde han med et forvildet udtryk i øjnene. Ordene gjorde mig stum, vi stirrede på hinanden mens han fortsatte: ”Da jeg vågnede lå hun så mærkelig stille. Hun er død. Jeg har rørt ved hende. Hun er helt kold." 

   Han så på mig for at høre min kommentar, men der kom ingenting. Han var selv så fraværende i sit chok, at han fyldte tomheden med automat-replikker. 

   ”Ja, det er vældig trist....det er det...”, ”det er jo sådan noget der sker...”.

   Det hjalp ikke på min stumhed at han nu rakte mig hånden for at rejse mig op, med en indstændig anmodning om at komme med ind i campingvognen for selv at se. Mine ordløse indvendinger blev ignoreret, mens han ledte mig ind i forteltet med dets  indretning af nøgne bordplader og tomme smykkestativer.

    ”Nej, du behøver ikke tage skoene af, gå bare ind” pressede han mig da jeg stod afventende foran den lille tremme-trappe. Jeg gik op ad trinene, tøvende, i vildrede, med mine hænder halvt løftede, som om de ville samles til namaste, eller foldning, eller velsignelse, eller.....

   Jeg lod hænderne falde ned og bøjede hovedet da jeg vendte mig mod campingvognens senge-ende. To smalle lejer dækket med éns mønstret sengetøj, adskilt af et lille klap-bord med en lampe på.  Den symmetriske indretning, der også omfattede et skab på hver side og mørke blomstrede gardiner hele vejen rundt forstærkede fokuset på det voksblege ansigt, der hvilede sidevendt på sin pude, som miniature-soveværelsets absolutte stillepunkt. 

   Standset midt i en bevægelse med halvåben mund, et spejl på mit eget udtryk, som om det afsjælede legeme ville levere sin afsluttende kommentar om kontrasten mellem livets hurlumhej og modstykket dertil.

   Jeg gik ud og stod afventende i forteltet sammen med manden. Jeg tog fat i hans skuldre som for at komme i begreb med noget, for os begge. Berøring med fremmede var ikke hans sprog. ”Det hjælper altsammen”, sagde han høfligt, mens han trak sig væk fra mit forsøg på at give ham en omfavnelse. Jeg forstod at min mission var afsluttet: at være den første han havde kunnet finde for at få bekræftet, at det han oplevede ikke var en drøm.

   Mens jeg var på vej ud snakkede han om, at hun godt nok ikke havde haft meget appetit på det sidste, at hun fik en del medicin, men hvem gjorde ikke det, at de nærmede sig de 70, men at samlivet var af nyere dato for hans vedkommende, fordi han havde været ungkarl til han var 58, mens hun havde voksne børn, hvis telefonnumre han nu manglede fordi dem havde hun jo i hovedet, og at de havde bestilt selskabslokale til deres kobberbryllup, men det måtte han nu aflyse.....

   Det eneste ord jeg selv fik formuleret under forløbet var da manden til sidst spurgte om jeg selv havde kone og børn.

   ”Nej”, sagde jeg. Det standsede hans talestrøm et øjeblik og fik ham til at tage mig i øjesyn. Tiden stod stille nogle sekunder, hvor vi stod tavse overfor hinanden. Han vendte sig halvt væk fra mig da han konkluderede: ”Det er nok godt det samme......så har du ikke så meget at miste”.  Det var en tanke der allerede havde meldt sig hos mig selv, så jeg nikkede samtykkende.

   Jeg sad længe groggy i min bod mens kræmmerlejren vågnede op og jeg fulgte med i at nogle kræmmer-bekendte tog sig af nabomanden og der blev ringet behørigt rundt. 

   Hans første samfundskontakt var to politibetjente der optog rapport siddende med ham en halv time i campingvognens spise-ende. Da Falck senere gjorde klar til at køre båren væk var der samlet en lille flok som en beskyttende kreds, alvorlige og ærbødige.

 

   Op ad formiddagen da markedet var gået i gang og jeg selv var begyndt at fungere i min kræmmer-rolle, gik det op for mig hvordan min anspændelse fra aftenen før angående ”huller i rækken” nu for alvor var blevet udstillet, nærmest så at jeg kunne høre eksistensens rungende latter i baggrunden af markedspladsens kakafoni.

    Der var ingen kommet på den store tomme plads til højre for mig, og da familien til afdøde havde været der og pakket campingvognen sammen og rullet den væk, så var der gabende tomt på min venstre side også. Det betød at min kompakte stand-opbygning med alt hvad der kunne presses ind på de betalte kvadratmetre, nu havde et lettere absurd præg, set på baggrund af den omgivende tomhed. 

   Jeg havde som sædvanlig kreeret en opstilling som en lille teater-verden der kun var tænkt til at ses forfra. Men nu kunne den frit kigges i kortene fra sidekulisserne. Det føltes utrygt, og det hjalp ikke på stemningen, at rygtet om dødsfaldet  havde spredt sig,  så jeg nu var kendt i lejren som ”ham ved siden af”.

   Det var begyndt at ligne opskriften på en handelsmæssig fiasko, da jeg midt på dagen  blev gæstet af en elegant kvinde og hendes voksne datter, der gav sig meget god tid til at undersøge mine varer. Over den næste time blev de mere og mere opmuntrede, som om de fandt brudstykker af noget de længe havde  ledt efter. Når de tog en ting op og endevendte den, var det med små glædesudbrud, som af genkendelse.

   De fyldte flere papkasser med mine keramikting, med det praktiske formål at de skulle bruges ved indretningen af en kursusejendom, hvor der var brug for en smagsmæssigt opgradering i gæsteværelserne. 

   Senere kom en ung kvinde der var ved at indrette en  restaurant i Århus, og fortsatte i samme spor, bl. a. med indkøb af et par ”skæve” ting som jeg havde medbragt for sjov, uden forventning om at de ville blive handelsvarer.

   Så situationen var vendt...min  beskedne kobberæske som jeg havde udnævnt til pengekasse var blevet alt for lille. Kunderne sværmede omkring mine borde og spurgte til krukker og billeder der havde stået upåagtet i mit lager i halve og hele år, som om det nu af ukendte årsager var blevet højeste mode. 

   Jeg sad med choket fra morgenens tildragelse indeni og så det hele i et skærpet lys, gjorde notater på en blok om spørgsmål der dukkede op og detaljer jeg ville huske.

 

   Sidst på eftermiddagendagen skete der følgende på den plads hvor campingvognen med den døde kvinde havde stået: To peruvianske musikanter i  indianerkostumer med teatralske fjerudsmykninger, ørnehoveder og perlebroderier stillede sig op med deres panfløjter og shamanistiske  rasleinstrumenter og lagde an til en lille koncert.  

   Der samlede sig en halvcirkel af tilhørere omkring dem mens de gik i gang, bl. a. et par landevejsriddere, som jeg genkendte fra året før. Snart genlød hele nabolaget af deres svævende og ekkoende fløjtetoner fra Andesbjergene, akkompagneret af de raslende lyde, understreget af deres bemalede overkroppe og jordforbindende dansetrin, der virkede så autentiske i den bagende sol...nøgne fodsåler der trampede i græsset, lige dér hvor dagen var startet med død og tab.

    Jeg anstrengte mig for at leve med i happeningen samtidig med at jeg betjente mine kunder, overbevist om at det var en vigtig energi-mæssig renselse der fandt sted, at noget større spillede med. Jeg havde et behov for at tillægge sammentræffet af begivenheder en symbolsk betydning, som noget religiøst.

   Den improviserede koncert havde imidlertid haft et bestemt formål: at samle penge ind hos tilhørerne. De besmykkede indianere var ikke sendt fra himlen, men var på turne til markeder for at tjene en skilling. Som alle os andre. 

   Da de pakkede sammen kunne jeg se på deres kropssprog at de led af et syndrom, som rammer mange handlende når regnskabet skal gøres op (inklusive mig selv), en skuffelse over at folk ikke påskønner det de har bragt til torvs og ikke vil op med pengene. 

   De havde ikke tjent nok til at lukke butikken, som min afdøde budbringerske måske ville have sagt, men måtte drage videre til næste  forsøg med en bitter smag i munden.

 

   Da det var blevet aften stod jeg og så på mine tomme nabogrunde. Dagens  handelsmæssige gennembrud havde givet mig nyt mod, næsten overmod. Jeg besluttede mig til at brede min udstilling ubeskedent ud over græsset til begge sider den sidste markedsdag og kørte hjem til Brædstrup for at hente et nyt læs. 

   Da jeg gik rundt i mit lager og udvalgte tingene følte jeg en fanden-i-voldskhed, der fik mig til at glemme begrænsningen af det ”sælgelige” og medbringe det mest outrerede af mit retro-lager,  bl. a. de farvestrålende 70-er ting, orange, røde, brune stoffer og lamper og tæpper.

   Næste morgen spredte jeg tingene ud i græsset hvor campingvognen havde stået og glædede mig som et uvornt barn til at se hvad ”de voksne” ville sige. Om ikke andet fik farveorgiet folk til at standse op og overgå hinanden i  humoristiske kommentarer, som om de var havnet i en tidslomme og kiggede ind ad deres egne vinduer med 25 års forskydning.

    Men der var også nogen fra den nyeste generation der tog de visuelle indtryk helt for gode varer, diskuterede former og mønstre og priser, så da dagen var omme var halvdelen af tingene solgt.

   Kræmmer-kammeraten, der skulle hente ”Dansen med Maria” med hjem til Peter faldt i staver over en teaktræs bordlampe med messingringe og en vævet orange skærm, som han fik til studenterpris. Han syntes – ligesom sin ven året før - at jeg havde fat i den rigtige ende og gav mig til afsked noget, som jeg nok havde gået og savnet fra morgenstunden af: et varmt kram uden bank på ryggen.

    Markedet – med dets historie -  slutter her, som en ufuldendt etude hvor jeg løfter foden fra pedalen og fingeren fra tangenten, og sidder tilbage med en vibrerende efterklang....lyttende og undrende....om hvor længe det alt sammen er for lidt, og hvornår  det er nok.

 

© Sune Riishede 2006